Introduktion

Kære læser

Velkommen til Scenariebogen - en udgivelse med undertitlen 9 fremragende danske rollespilscenarier 2006- 2010. En undertitel som vi synes meget godt opsummerer bogens formål og væsen. Vi har ønsket at vise, hvilken rivende udvikling det danske rollespil har gennemgået de sidste fem år, og samle 9 rollespil, som på hver deres måde er fremragende.

Vi er kommet meget langt siden Dungeons & Dragons røde boks pakket med terninger og regelhefter blev importeret til Danmark i midtfirserne. De klassiske rollespilssystemer bliver heldigvis stadig nydt og spillet med stor entusiasme rundt i det ganske land, men vi har udviklet vores medie til at kunne så meget mere. Til at kunne fortælle historier om synd og frelse for outlaws som i Salvation. Til at inddrage teatertragedier i rollespil som i Kongemord. Til at kunne spille og reflektere om parforholdets ups and downs som i Tvivl.

Som de 9 scenarier i denne bog viser, spænder vores historier og spil meget vidt i dag. Vi kan spille det kendte og hverdagsrealistiske, det fantastisk og historiske og også endda de tunge, svære og til tider ubehagelige emner. Ved siden af denne mangfoldighed i indhold er der mindst lige så stor kreativitet omkring spillets regler og rammer, og en enorm fokus på at tilpasse formen til historien.

Vi lever i digitale tider. Internettet bugner med billige spil til download i pdf og gratis dansksprogede scenarier. De to store kæmper på nettet på nettet er www.alexandria.dk, der søger at samle alt det danske skrevne rollespil, og vores forgængere i Projekt R’lyeh, der er en samling af de bedste ældre rollespil. Vi har haft lyst til at samle noget nyt og prøve også at nå dem, der ikke i forvejen kender til vores stolte rollespilstradition, men som allerede har en interesse for det gode rollespil.

Med input fra en flok testspillere har vi udvalgt ni nyere scenarier, som ved hjælp af midler fra DUF, Bifrost og støtte fra en række af miljøets mange hjælpsomme ildsjæle er blevet til denne bog. Her skulle være noget for enhver smag. Nogle af spillene er lettilgængelige og letfordøjelige, andre er mere sprængfarlige og sidder længere i kroppen efterfølgende og kræver derfor lidt mere omtanke og afstemning, inden man går i gang. Måske har du hørt om spillene før, og ellers kan du læse de individuelle forord, som giver en introduktion til scenarierne og en begrundelse for, hvorfor de er værd at beskæftige sig med. Så det handler bare om at finde nogen, som har lyst til at spille dine favoritter med dig.

For hvis vi skal afslutte med en bøn til dig, kære læser, så er det at spille nogle af disse spil. Hvem ved, måske bliver du så inspireret, at du også får lyst til at bidrage med dit eget scenarie engang?

/ Klaus Meier Olsen, Morten Greis Petersen og Frikard Ellemand, marts 2011

Forside | Introduktion | Bag om projektet | Om scenarierne

Dyst | Salvation | Kreativ Klasse | Slavehandleren fra Ascalon | Vasen | Kongemord | Felicias fortælling | Tvivl | Gxxx Rxxx